Alle skal med også i de udsatte områder

Taastrupgaard, Taastrup. Faglig medarbejder i 3F. 42 år

Som en af de få politikere bor Stefan i en almen bolig. Og tilmed i en almen bolig i Taastrupgaard, der er en af kommunens udsatte boligområder, fordi der bor mange uden job og uddannelse. Stefan har fire børn, hvor to af dem er i skolealderen. Derfor er han også skolebestyrelsesmedlem på Ole Rømer Skolen, der er sammenlægningen af Gadehave- og Selsmoseskolen. Tidligere har Stefan også siddet i forældrebestyrelsen i børnenes daginstitution.

Det har han, fordi en god start på barnets liv ligger Stefan meget på sinde.

Alle børn skal have en god start på livet uanset, hvor i kommunen man kommer fra. Der er fortsat for mange udsatte børn og unge, som ikke bliver løftet og får samme muligheder i livet som deres jævnaldrende. Det skal vi have ændret på. Alle skal med.

Stefans far var uddannet skibsbygger på B&W-værftet, der i mange år var en af de største arbejdspladser i landet. Stefan var med faren i fagforeningen, hver gang faren skulle have mærker til sin fagforeningsbog, som man skulle dengang. Ved bordene blev der fortalt historier om sejrene og fremskridtene for arbejderne. Med fællesskab og sammenhold kommer vi langt blev der sagt dengang. Og det er fortsat Stefans tilgang til politik i dag.

Stefan har prøvet lidt af hvert. Han har både været bager, bedemand og brandmand. Ti år som brandmand blev det til her i kommunen.