|
Det årlige budget er det helt afgørende for indholdet af de ydelser og den service, som borgerne kan forvente fra kommunen i årets løb.
Derfor er det også et uhyre vigtigt arbejde at være med til at lægge fundament, at give indhold og ikke mindst at få så meget igennem af Socialdemokraternes politik som muligt i en budgetsituation.
På disse sider vil du kunne følge forløbet med arbejdet med budget 2011 uanset om det drejer sig om skolen, børnene, idrætten, ældre, kulturen eller byggeriet af det nye plejecenter i Høje-Taastrup.
Materialet vil være detaljeret og udgør derfor en god mulighed for at gå i dybden på netop det område, som du interesserer dig for.
Det er også et særdeles vigtigt budget, da det også indgår som en del af forberedelsen til det kommende Folketingvalg, hvor regeringen skal bedømmes på sine ugerninger, som i vid udstrækning har ramt kommunerne.
Hvis der er spørgsmål undervejs, er du meget velkommen til at spørge via mailen.
På disse sider vil der fremover være den aktuelle status fra byrådet og i et vist omfang fra byrådets udvalg og her især fra Økonomiudvalget – og en kommentar m.v. fra forhandlingerne, når der er væsentligt nyt at berette.
Budget 2011 vedtages endeligt torsdag den 14.oktober fra kl. 1800!
Socialdemokraterne har i de senere år været aktivt med i diverse budgetforlig uanset helt urimelige vilkår fra det borgerlige folketingsflertals side med masser af stramninger overfor kommunerne, skattestop og ikke mindst tyveriet af de 55 mill. kr. årligt i forbindelse med udligningsreformen.
Hvorfor var Socialdemokraterne egentlig med i budgetforlig på den baggrund?
Det er der en del borgere, der helt naturligt har spurgt kommunens største parti i opposition om.
Efter skiftet til det borgerlige flertalsstyre ved valget tilbage i 2005 var det jo helt tydeligt, at den konservative borgmester – kraftigt støttet af især Dansk Folkeparti, som jo fortsat er den helt nære inspirationsstøttepartner til de konservative – havde behov for at vise, at han havde magt (som ikke er det sammen som viden, visioner og indhold!) til selv at lave et budget.
Derfor blev Socialdemokraterne holdt uden for enhver forhandlingsmulighed, da budget 2007 skulle laves og borgmesteren lavede ud fra sin ideologi alene et forlig med de borgerlige kammerater og SF.
Det resulterede bl.a. i en markant skattestigning, men det er jo en helt anden historie!
Det ændrede sig så med budget 2008-arbejdet, hvor vi kom med til reelle forhandlinger – og samtidig fik vi faktisk maksimal indflydelse på indholdet af dette års budget.
På den baggrund var det naturligt, at vi også med deltagelse i budget 2009 og 2010 har arbejdet ud fra at få maksimal indflydelse på indholdet.
Indflydelse har vi kæmpet os til med en helt igennem velforberedt indsats i udvalgene og i byrådssalen samt ikke mindst under de mange forhandlingstimer såvel i fællesskab med alle partierne som ikke mindst i de mere separate drøftelser enkelte partier imellem – og jeg skjuler nok ikke noget ved at fortælle, at det ikke var hos Konservative og hos Dansk Folkeparti, vi tilbragte mest tid i den forbindelse!
Svaret på det indledende spørgsmål er derfor, at Socialdemokraterne uanset situation altid går efter maksimal indflydelse.
Ved at være med viser Socialdemokraterne, at vi tager ansvar og er med til at præge dagligdagen på det korte sigt - og ikke mindst er med til at lægge linjen for fremtiden i Høje-Taastrup kommune.
Men nu er det ved at være slut med deltagelsen i borgerlige budgetforlig, da materialet til dette års budgetarbejde netop er fremlagt bl.a. med følgende sætning: Prioriteringsgrundlaget bør bestå af konkrete besparelses / effektiviseringsforslag på minimum 100 mill. kr. ….(find hele materialet på www.svend-erik.nu)
Det er ikke på nogen måde muligt at finde sådanne beløb uden store og ganske uacceptable besparelser med alvorlige konsekvenser for ældre, børn, unge, idrætten eller alle andre, der har behov for hjælp, støtte og bevillinger!
Så enkelt og så svært kan det siges om arbejdet med det kommende budget.
Socialdemokraterne vil langt hellere være med til at skabe en realistisk balance i kommunens drift samtidig med, at vi sikrer et fortsat råderum, hvor kvaliteten i servicetilbuddene til borgerne kan bevares og udbygges.
For os er det afgørende, at der altid er plads til i økonomien til en god offentlig omsorg og service af høj kvalitet.
Uanset regeringens holdninger til besparelser i kommunerne til finansiering af de nu givne skattelettelser alene til den mest vellønnede del af befolkningen, må vi nu overveje at sætte skatten op i Høje-Taastrup kommune, hvis vi ikke får tilført de stjålne 55 mill. kr. fra Folketingets nuværende flertal!
Hvor vil de borgerlige så finde de nødvendige besparelser?
Det har ikke været muligt at få bare lidt at vide i byrådssalen udover slørede udtalelser om ”behovet for strukturelle tilpasninger….” – og lidt mere af samme skuffe.
Her følger dog en mulig meget foreløbig oplistning ud fra borgerlige udmeldinger (citater) og tidligere forslag:
- Rådhusbiblioteket er et sted, vi må kigge på, da det bruges mere af ansatte end af borgerne…..
- Nedlæggelse af svømmehallen på Rønnevangsskolen
- Reduktion af rengøringsniveauet
- Takststigninger, herunder klubtakster til maximum
- Nedlæggelse af svømmeundervisningen for 4.-5.klasse
- Nedlæggelse af biblioteksfilialer
- Lukning af sommerferieaktiviteter for børn og unge
- Nedlæggelse af dagaktivitetstilbud på plejecentrene
- Nedlæggelse af stillinger i alle dele af kommunen
- 36½ % af alle kommunale opgaver skal sendes i udbud over de næste 5 år uanset om det drejer sig om børnepasning eller ældrepleje
Denne liste vil jævnligt blive opdateret for at den enkelte borger i det mindste her kan se, hvad der venter, hvis ikke Socialdemokraterne kommer igennem med vore forslag!
Og så vil Socialdemokraterne til enhver tid udfordre den konservative borgmester for at få ham til at fortælle, hvor og hvem besparelserne skal ramme i 2011!
|