Taarbæk 18-2-2010

- kommentar af Mogens Lykketoft (MF,S)

Ny Alliance (NA) kom op som et stjerneskud i maj 2007. I løbet af 100 dage stod det nye parti - uden at have fremlagt et egentligt program - til at få 25 mandater i et nyt folketing. Begejstringen blev især udløst af Gitte Seebergs ’nok er nok’. Rigtigt mange vælgere var dødtrætte af Dansk Folkepartis (DF’s) indflydelse på regeringen. De håbede, at de ved at stemme for NA kunne sætte DF uden for indflydelse.

Begejstringen forduftede på et halvt år. Den væsentlige grund hertil var uden tvivl, at det blev afsløret, at Naser Khader ikke ville træde ind i stedet for DF, men sammen med DF. Nok var alligevel langt fra nok.

Derfor blev det kun til 5 mandater til NA ved valget i november 2007. Og den nye folketingsgruppe faldt på rekordtid fra hinanden fem forskellige dele, fordi der aldrig havde været enighed om, hvad projektet gik ud på! I det splitsekund, NA kunne true regeringen en lille smule, hoppede Malou Aamund af for at forhindre det - og gik til Venstre! Så forlod Gitte Seeberg Folketinget, fordi ingen af hendes forudsætninger for at være med til af stifte NA blev opfyldt. Så blev Jørgen Poulsen radikal. Og endelig gik partistifter Naser Khader over at blive burkaordfører hos De Konservative! 

Et hurtigløb fra succes over fiasko til farce.

Tilbage i det, der nu hedder Liberal Alliance, sidder den altid intrigante Samuelsen sammen med Seebergs suppleant og den liberal-radikale afhopper Ammitzbøll. De tre nye musketerer er VKO-flertallets trofaste, men ligegyldige støtter. De har ingen som helst udsigt til genvalg fra vælgerne.

Men der stadig mange hundrede tusinde vælgere, der synes at ’nok er nok’. Vældig mange, som var med NA i de første euforiske måneder stemte alligevel V og K, da Naser Khader ikke stod distancen. Men de vågner fortsat hver morgen med en dårlig smag i munden over, hvor meget DF bestemmer over regeringen. Det er mennesker, som synes Langballes generaliserende angreb på muslimer er modbydelig hadsk tale, og som fornemmer at han bare siger det, som også Pia Kjærsgaard i virkeligheden mener. De synes ikke, at man skal udfordre trosfriheden ved forbud mod moskeer eller Grundloven ved forbud mod burka og niqab.  De synes ikke om politikere, der appellerer til fordomme og fremmedfrygt for at vinde næste valg.

Efter Ny Alliances historisk enestående deroute opstår ikke et nyt oprør fra midten.

Derfor har Socialdemokraterne en forpligtelse, som vi må tage på os helt og fuldt:

Forpligtelsen til at forsikre de kloge ’nok-er-nok’-vælgere om, at de trygt kan stemme på os. Vi vil hverken i det store eller det små trækkes rundt ved næsen af Dansk Folkeparti og alle de fordomme og aggressioner, de slæber med sig. Vi vil sætte os i spidsen for en regering, der arbejder effektivt for respektfuld integration af nye danskere. Vi vil være garantien for, at Pia Kjærsgaard bliver ladt tilbage alene og sur i udkanten af dansk politik - og med kun meget sjældne invitationer til at komme i TV. Vi vil sørge for, at I bliver fri for at se så meget til Søren Espersen, Martin Henriksen, Peter Skaarup og Thulesen Dahl. Vi vil meget aktivt arbejde for at få skubbet Langballe og Krarup ud af debatten i midten af dansk politik - og tilbage i det ekstremistiske hjørne, hvor de altid rettelig har hørt til.

Lad det være krystalklart, at dét er tilbuddet fra Socialdemokratiet. Vi må aldrig udtrykke os, så nogen fejlagtigt tror, at vi ligger under for DF’s fordomme og demagogi.

Men vi har også en anden forpligtelse, og det er omhyggeligt at fortælle de mange, der har stemt DF, fordi de anser partiet for en slags gammeldags socialdemokrati, der tager sig af de svage og udsatte grupper i samfundet, at dét er uden hold i virkeligheden.

Der har heldigvis aldrig eksisteret et Socialdemokrati så indadvendt og fordomsfuldt som Dansk Folkeparti. Socialdemokratiet har heller aldrig hyklet omsorg for de svage, mens vi i realiteten forgyldte de stærkeste endnu mere end de er i forvejen. Det har DF derimod gjort systematisk de sidste otte år.

DF’s støtte til regeringens asociale skattepolitik med halve millioner i lettelser til bankdirektørerne og lange næser til de arbejdsløse og de lavtlønnede har intet at gøre med gammeldags socialdemokratisk politik.

DF’s årlige trick med en lille forhøjelse af ældrechecken er ikke andet en skueret og et skalkeskjul for en politik, der gavner de allerrigeste pensionister langt mere - og en politik, som nu fører til massive nedskæringer i kommunernes muligheder for at yde hjælp til ældre, der har allermest hjælp behov.

DF’s støtte til Lars Løkkes forsøg på at udbrede private, profitdrevne sygehuse og overbetale dem på bekostning af de fælles, offentlige sygehuse er heller ikke gammeldags socialdemokratisk politik. Det er et oplæg til nye klassedelinger, der efterlader mennesker med små ressourcer som tabere.