Taarbæk den 18.februar 2010

- kommentar af fhv. finansminister Mogens Lykketoft (MF, S)

Regeringens svar på det voldsomme underskud på statens er store nedskæringer i velfærden de nærmeste år. Nedskæringsplanen er absurd og sandsynligvis selvødelæggende. Den vil fjerne den sidste, lille rest af de positive virkninger for forbrug og beskæftigelse, som regeringen satser på med sine skattelettelser. Man risikerer en dødsspiral i efterspørgslen, der fjerner dén budgetforbedring, som er det erklærede formål med nedskæringerne.

Et kor af økonomer er derfor klar med forslag om ’reformer’, der i stedet øger arbejdsudbuddet i stedet for nedskæringer. En del af dem forenkler budskabet til, at politikerne bare skal vise ’mod’ og afskaffe efterlønsordningen. Det er også dén boldgade, De Konservative fører sig frem i.

De fornyede angreb på efterlønsordningen er en politisk blindgyde. Reformer på arbejdsmarkedet er derimod værd at diskutere: F.eks. ændringer i dagpenge- og aktiveringssystemet og større gevinst for efterlønnerne ved arbejde ved siden af efterlønnen.

Når vi skal vurdere om regeringen er på rigtig eller forkert vej i sin reformpolitik, så kan det tjekkes på følgende måde:

1) Ja vi skal fjerne statens underskud - ikke ved nedskæringer, men ved en politik, der får mange flere i arbejde og derved øger statens indtægter og mindsker udgifterne

2) Forudsætningen for at vi igen kan blive vindere i det globale kapløb om jobbene, er, at vi tilegner os andre og nye kvalifikationer. Derfor skal der igen investeres massivt i jobtræning og efteruddannelse, som vi med succes gjorde det i 90’erne

3) Arbejdskraftreserven er større end tidligere antaget: Mennesker, vi aldrig havde turdet håbe at se på arbejdsmarkedet igen, kom faktisk tilbage, da højkonjunkturen toppede. Endnu flere kom til udefra. Sygehusene holdes faktisk kun i gang i det høje tempo ved hjælp af kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Og det var arbejdere fra Østeuropa, der forhindrede flaskehalse i bygge- og anlægssektoren frem til finanskrisen i 2008.

Det er to afgørende nye erfaringer, at det danske arbejdsudbud kan øges så meget i opgangstider, og at arbejdsstyrken ikke længere er en nationalt fastlåst størrelse.

Derfor er det en fantasiløst og en forsinket refleks atter at foreslå efterlønnen afskaffet som eneste bud på til at sikre den fornødne arbejdskraft i fremtiden. Velfærdsaftalen fra 2006 har jo i øvrigt fastlagt, at der om få år skal ske en forhøjelse af efterløns- og folkepensionsalderen i takt med stigende levealder.

4) Det overses desuden ofte, at flere danskere end før venter med at gå på efterløn. Dels er det blevet økonomisk mere attraktivt at vente. Dels - og især - har de ny generationer, der bliver over 60 år, gennemsnitligt en højere uddannelse og er mindre nedslidte end forgængerne: De højest uddannede er 7 år ældre end de kortest uddannede, når de faktisk forlader arbejdsmarkedet.

5) De kortuddannede har meget ofte haft det fysisk hårde arbejde, og bl.a. derfor lever de typisk kortere end de langt uddannede. De har brug for efterlønnen. Derfor skal vi lade det blive ved de to reformer, der allerede er lovgivet om for 11 og 4 år siden.