|

I DENNE UGE:
Det går helt galt for kommunerne
Antallet af fattige danskere stiger fortsat
Connie kunne ikke sikre nye EU klima-mål
Har du noget på hjerte?
Det går helt galt for kommunerne

Mange kommuner - også Høje Taastrup - er allerede i gang med en smertelig budgetnedskæring for 2010, fordi en række udgiftsposter uden for kommunens kontrol løber løbsk.
Det gælder blandt andet udgifterne til børn, der er fjernet fra hjemmet. Kataloget over mulige besparelser er modbydeligt, og det er udtryk for, at vi allerede er inde ikke ved benet, men i benet, når der skal skæres i forvejen stramme kommunale budgetter.
På denne baggrund er det rent ud grotesk, når regeringen lægger op til såkaldt nulvækst i stat, kommuner og regioner under ét i tre år 2011-2013. Det lyder ikke så slemt, men det vil medføre en nedskæringsøvelse, som vi simpelt aldrig har set magen til - oven i alt det, der skal gøres allerede nu FØR nulvækstprojektet starter. For det første skal der faktisk 1 pct. vækst til for at undgå behovet for nedskæring i den service, den enkelte borger får. For det andet er det helt umuligt at få meget mindre end 2 pct.s vækst i udgifterne til sygehuse og medicin med de behandlingsgarantier, der er udstedt. Men det betyder jo bare, at kommunerne skal skære så meget mere for at få samlet nulvækst. Der er med regeringens kurs kun én vej - nemlig massive forringelser i bemandingen på skolerne, daginstitutionerne og hjemmehjælpen, Og i grunden handler det alt sammen om at betale regningen for regeringens vælgerbestikkelse i form af ufinansierede skattelettelser siden 2005.
Antallet af fattige danskere stiger fortsat

200.000 - så mange danskere kan i dag betegnes som fattige, viser helt nye beregninger fra AE-rådet. Dermed er antallet af fattige steget med 50 %, siden VK-regeringen kom til magten i 2001.
At fattigdommen er steget så markant, er en tydelig konsekvens af den pisk, regeringen gang på gang svinger over samfundets fattigste. Indførelsen af kontanthjælpsloftet, 300-timers-reglen og lav starthjælp er nogle af årsagerne til, at flere og flere danskere lever i fattigdom. Regeringen har ikke haft en strategi for bekæmpelse af fattigdom - tværtimod, har de igangsat utallige initiativer, som har gjort den danske befolkning endnu fattigere.
Men 200.000 fattige er 200.000 for mange. Derfor har Socialdemokraterne også længe eftersøgt et opgør med de lave ydelser og skabelsen af en officiel fattigdomsdefinition i Danmark. En officiel definition er vigtig, fordi den kan give et præcist og entydigt billede af, hvor stor den udsatte gruppe er, og dermed sikre en mere direkte forebyggelse. Den nye socialminister Benedikte Kiær har dog ligesom sin forgænger blankt afvist en officiel fattigdomsdefinition. Ifølge ministeren kan man nemlig slet ikke gøre fattigdom op i tal, man skal derimod "se på den enkeltes oplevelse af fattigdommen"!
Connie kunne ikke sikre nye EU klima-mål

I denne uge fremlagde EU-kommissionen sin nye 2020-strategi, der indeholder 5 mål for beskæftigelse, klima, forskning, fattigdom og uddannelse i EU-landene.
På klimaområdet var der dog ikke meget at glæde sig over. Målet blev således blot en uambitiøs gentagelse af det 20 % CO2-reduktionsmål, som EU-landene allerede har forpligtet sig til. Socialdemokraterne havde ellers gerne set et nyt CO2-reduktionsmål på 30 %.
Med de manglende klimamålsætninger tyder det på, at den nye klimakommissær Connie Hedegaard ikke kan stå distancen og gøre EU til den foregangsregion på klimaområdet, som EU burde være. Dette er yderst problematisk. For mens Obamas klimainitiativer er strandet i kongressen, og Japan og Kina nølende holder igen, er det EU’s opgave at gå forrest, og være drivkraften bag en ambitiøs klimastrategi. Skal dette lykkes, kræver det dog, at Connie Hedegaard ikke blot taler om klima, men også kæmper for de ambitiøse klima-mål.
Har du noget på hjerte...

Har du kommentarer eller spørgsmål i forbindelse med mit nyhedsbrev, er du altid velkommen til at kontakte mig. Du kan skrive til mig på
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
|