|
Kære alle sammen,
Mange tak for invitationen til at tale ved jeres grundlovsarrangement.
I dag fejrer vi demokratiet. Vi fejrer vores grundlovssikrede rettigheder - blandt andet ved at hylde forsamlingsfriheden her i dag. Vi skal være stolte af vores grundlov fra 1849, som med få moderniseringer også er gældende i dag.
Men vi skal også bruge Grundlovsdag til at stoppe op og give grundloven et kritisk eftersyn, for på mange måder er grundloven ikke tidssvarende.
For eksempel er ordet demokrati ikke nævnt én eneste i Danmarks Riges Grundlov, til sammenligning kan det i parentes oplyses, at kongen er nævnt 44 gange.
Den danske grundlov sikrer os en statskirke og en kongefamilie, men den sikrer os ikke vores fundamentale menneskerettigheder!
Den sikrer os ikke retten til liv, den forhindrer ikke vores politikere i at indføre dødsstraf eller tortur, og den nævner ikke ligestilling med et ord. Hvordan forklarer vi udlændinge, at vores forfatning godt nok ikke nævner, at der er lighed for loven, men at vi altså er nogenlunde enige om, at der bør være det?
Der er masser af gode historiske forklaringer på, hvor Grundloven ikke nævner disse ting. Men der er ingen gode forklaringer på, hvorfor vi skal fortsætte i samme spor. Heldigvis har vi gennem EU fået en sporændring.
D. 1. december trådte Lissabontraktaten i kraft for alle medlemslandene i EU. Det var i sig selv vigtigt, fordi man endelig fik en traktat, der imødekommer udfordringerne efter udvidelsen med de ti nye medlemslande. Men det var ikke mindst vigtigt, fordi vi med Lissabontraktaten også fik gjort Charteret for Grundlæggende Rettigheder retligt bindende. Charteret slår fast at alle former for diskrimination er forbudt uanset om det gælder alder, seksuel orientering eller etnisk oprindelse, og uanset om det handler om arbejdsmarkedet eller det civile liv. Det fremhæver også, at EU´s værdigrundlag bygger på ligestilling mellem kønnene.
I dagens Danmark er der stadig mange, som er parate til at udfordre menneskerettighederne og smide retsstaten på porten. Som for eksempel kræfter i DF, der ønsker et opgør med de internationale konventioner, som Danmark har skrevet under på.
Men der er i dag i høj grad brug for Charteret med de politiske strømninger, som vi oplever i Europa lige nu.
Der er flere og flere lande, hvor den ekstreme højrefløj har gjort store landvindinger de seneste år.
I Ungarn har det nationalistiske og højreradikale parti Jobbik for nylig fået hver sjette stemme ved parlamentsvalget. Jobbik vandt tilsyneladende de ungarske stemmer ved konsekvent at skyde skylden for kriminalitet over på romaerne og kalde det for ‘sigøjnerkriminalitet’. Også antisemitiske holdninger til jøders ret til at købe ejendom i Ungarn var åbenbart en bestseller. I to af de baltiske lande forbyder regeringerne de homoseksuelles årlige parader.
Og de højreradikale er marcheret direkte ind i Europas hjerte.
I Bruxelles har Morten Messerschmidt slået sig sammen med en række politiske åndsfæller i gruppen Europe of Freedom and Democracy. Det er dog hverken frihed eller demokrati, gruppen er kendt for i Europa-Parlamentet. Messerschmidt har nemlig åbenbart fundet fælles fodslag med dybt kriminelle politikere som Lega Nords Mario Borghezio. Han er mest kendt for at have sat ild til nogle paller, hvor nogle intetanende indvandrere lå og sov under en bro. Desuden er han dømt for vold mod et lille marokkansk barn.
Jeg fortæller jer disse ting, fordi de rent ud sagt bekymrer mig.
Det bekymrer mig, når Dansk Folkeparti erklærer, at de ønsker at fjerne børnechecken fra familier med mange børn. Når så det går op for Pia og hendes håndlangere, at der er tale om, at indgrebet vil ramme pæredanske familier, så skynder hun sig at forklare sig med, at hun så sandelig kun ville fjerne børnechecken fra de brune, de gule og de sorte børn.
Det er klokkeklar diskrimination, som Pia Kjærsgaard heldigvis aldrig kommer igennem med lovgivningsmæssigt, så længe vi er medlem af EU og har skrevet under på Lissabontraktaten. Men det ville da ærlig talt klæde vores demokrati, hvis vi gik forrest i kampen for ligebehandling og imod diskrimination.
Grundloven har gjort en enorm forskel. Derfor er det noget pjat at negligere dens betydning og indhold. Grundloven har blandt andet givet kvinder stemmeret. Det er et helt afgørende øjeblik i vores demokratiske historie. En selvfølgelighed i dag - heldigvis, men en milepæl i 1915. Derfor brugte statsminister Lars Løkke Rasmussen også lang tid på at rose ligestillingen i Danmark i sin Grundlovstale sidste år. Og Inger Støjberg gik så vidt i sin ros af ligestillingen i Danmark, at hun faktisk mente, at der er fuld ligestilling i Danmark.
Fuld ligestilling i Danmark? Jeg synes, at hun skulle læse lønkommissionens rapport fra sidste uge, der viser, at lønforskellen mellem mænd og kvinder stadig er næsten 20%, alene fordi kvinders arbejde bliver vurderet lavere end mænds, selv om kvinderne i dag er bedst uddannede. Eller hvad med rettigheder til de 28.000 kvinder, der hvert år udsættes for vold af deres partner eller ex-partner. Jeg kan læse, at regeringen nu vil give 12-årige børn fodlænker på, mens et forslag fra S og SF om fordlænker til voldelige mænd bliver syltet i Justitsministeriet.
Hun kunne også prøve at forklare det til de handlede kvinder på Skelbækgade, som hver dag risikerer deres liv for at tjene penge til bagmænd.
I 2010 vil op imod 500.000 kvinder og børn blive solgt alene til Vesteuropa til moderne slavehandel. Og Danmark er et særdeles attraktivt sted for bagmændene at operere. Kvinder, der tvinges ud i prostitution og lever uden rettigheder, finder ingen hjælpende hånd i Danmark. Tværtimod. Får en af disse kvinder mulighed for at gå til myndighederne, risikerer hun at blive mødt med beskeden om, at hun opholder sig ulovligt i landet, og at hun vil blive sendt hjem efter maksimum 100 dage. Lige lukt tilbage i hænderne på de bagmænd, der i første omgang solgte hende til prostitution.
Problemet med menneskehandel er selvsagt grænseoverskridende. EU-kommissionen er derfor netop kommet med et direktivforslag til forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel. Forslaget indeholder mange gode og progressive elementer. F.eks. lægges der op til, at der skal slås hårdere ned på bagmændene, at ofrene får en bedre hjælp, og at EU-landene arbejder mere systematisk sammen. Charteret for Grundlæggende rettigheder slår netop fast, at handel med mennesker er kriminelt. Det er et brud på fundamentale menneskerettigheder.
Men med det danske retsforbehold kommer direktivet ingen af de handlede kvinder i Danmark til gode. Således kan Danmark ende med at blive et sandt mekka for menneskehandlere. Regeringen tør ikke sætte forbeholdet til afstemning.
Og prisen for regeringens frygt betaler de handlede kvinder - som trods alt har noget mere at være bange for.
På Grundlovsdag skal vi fejre demokratiet, og vi skal fejre Danmark. Men vi skal også tillade den tanke, at vores Grundlov og vores love måske ikke er de bedste i verden - at de kunne være bedre. Love skal tjene mennesker. Ikke konger, kirker eller regeringer.
Men det kræver en ny regering. Regeringen har ikke tjent folket, men en lille elite i bankverdenen og vennerne i DF. I stedet for at iværksætte ambitiøse vækstpakker, som vi Socialdemokrater har foreslået, har Løkke siddet med hænderne i skødet under denne krise.
Nu har han så i samarbejde med DF fundet ud af at levere regningen for de ufinansierede skattelettelser til de arbejdsløse, børnene og universiteterne. Denne massakre på fremtidig vækst og velfærd har regeringen været humoristisk nok til at kalde for en genopretningsplan.
Lad os håbe på, at meningsmålingerne har ret, og at Lars Løkke snart må stille sig op i arbejdsløshedskøen. Lad os arbejde for, at Danmarks statsminister fremover vil hedde Helle Thorning-Schmidt.
Rigtig god Grundlovsdag!
|