Forside Nyheder Ti kvalitetskrav til fremtidens folkeskole.
Ti kvalitetskrav til fremtidens folkeskole. PDF Udskriv Email
Skrevet af Peter Faarbæk   

Socialdemokraternes baggrundsgruppe for børn, unge og fritid melder nu ti kvalitetskrav ud til fremtidens folkeskole. Synlige og konkrete kvalitetsløft for alle skolelever skal følge trop, hvis der skal diskuteres skolelukninger, lyder det fra socialdemokraterne.

 Debatten om fremtidens skolestruktur har fyldt meget af spaltepladsen i lokalpressen, hvor fokus primært har været på skolelukninger. Selve indholdet af folkeskolen er der til gengæld ikke talt så meget om, men den debat vil socialdemokraterne nu kickstarte med et nyt udspil indeholdende ti konkrete forslag til forbedringer af kommunens folkeskoler.

 Der har netop været møde i en ny socialdemokratisk baggrundsgruppe, hvor krav til fremtidens folkeskole blev diskuteret efter et indledende debatoplæg af Vibeke Lynge, der er formand for den lokale afdeling af Danmarks Lærerforening, Kreds 16.

 Vi har prøvet at konkretisere, hvad vi mener med et kvalitetsløft af folkeskolen. Vi er klar over, at en skolelukning er et stort indgreb i dagligdagen for elever, forældre og lokalsamfundet. Derfor skal det også stå lysende klart, hvad man får i stedet. Der er behov for, at der opstilles nogle klare kvalitetskrav, som elever og forældre kan forholde sig til, siger Andreas G. Frederiksen, der er tovholder for baggrundsgruppen.

 Motion, IT og lærere

Konkret foreslår Socialdemokraterne, at der i indskolingen skal indføres en tolærerordning eksempelvis med en ekstra undervisningsassistent i klassen, der skal give mere tid til den enkelte elev. Indskolingen skal yderligere have indført ½ times obligatorisk motion om dagen, da det er med til at øge elevernes indlæringsevne. Til de ældste elever skal der udlånes bærbare computere, og IT skal integreres i større omfang i undervisningen. Det skal ske, så alle elever bliver rustet til et arbejdsmarked, hvor IT allerede i dag er en nødvendig kvalifikation i mange job, lyder det fra socialdemokraterne.

Opbakning fra byrådsgruppen

- Vi har hele tiden sagt, at vi ikke ønsker en billigere folkeskole, men en bedre folkeskole. Det kræver både fokus på de hårde ting som de fysiske rammer for undervisningen og de mere bløde faktorer som elevernes trivsel og lærernes efteruddannelse, siger det socialdemokratiske byrådsmedlem Mette Søndergaard Pedersen, der er næstformand i Institutions- og Skoleudvalget. Kravene flugter derfor fint med den socialdemokratiske byrådsgruppes holdning til fremtidens folkeskoler. - Vi vil tage en god drøftelse i den socialdemokratiske byrådsgruppe og bringe det med videre til forhandlingsbordet, slutter Mette Søndergaard Pedersen.

 Socialdemokraternes ti krav til fremtidens folkeskole.

1) Bevægelse - ½ times motion om dagen i indskolingen

2) 2 lærere/undervisningsassistenter i indskolingen

3) IT - Trådløst netværk, smart boards og bærbare computere til eleverne i udskolingen

4) Faglige kompetencer - Undervisning i liniefag og efteruddannelse af lærere og skoleledere

5) Bedre fysiske rammer – faglokaler, udearealer og plads til fleksibel undervisning

6) Opprioritering af specialundervisning

7) Fokus på undervisning af tosprogede

8) Fokus på trivsel blandt elever og lærere

9) Styrkelse af skole-hjem-samarbejde

10) Undervisningsmaterialer - tidssvarende materialer i undervisningen

 
 

Søg på hele sitet

Online

Vi har 2 gæster online